slider1
slider2
slider3
slider4

Praktiske oplysninger

Pris
Fuldtidsplads for børn over 3 år koster kr. 2.300,- pr. måned. Man kan søge de samme tilskud (fx enlig forsørger) som til de kommunale tilbud.

Fuldtidsplads for børn under 3 år koster kr. 2.500,- pr. måned. Man kan søge de samme tilskud (fx enlig forsørger) som til de kommunale tilbud.

Kontonr. Merkur bank, 8401 4211704

Alle nye forældre bliver inviteret til en samtale, inden barnet begynder i børnehaven. Ellers afholdes forældresamtaler efter behov. Man er altid velkommen til at ringe til en af de ansatte om stort og småt, enten i børnehavens telefontid eller privat.

Ansøgning om optagelse-formular – klik her

Dyr
I Skovsneglen vægter vi at have dyr, da vi finder det vigtigt, at børn oplever det meningsfulde i at være med til at tage ansvar for dyrene, det naturlige liv og alle de gode oplevelse det giver. Vi har katte, som fanger mus i børnehaven, to ponyer som græsser på vores eng-areal, og som vi rider lidt på, og kaniner som er dejlige at kæle med. Når man vælger skovsneglen, er man med til at passe dyrene i ferierne.

Tøj

Påklædningen skal ikke forhindre barnet i at bevæge og udfolde sig. Giv barnet praktisk tøj på. Undgå bånd, snører, perler, sløjfer, tørklæder o.lign. Dette er også af hensyn til børnenes sikkerhed.
Gør af- og påklædningen nem for børnene, jer selv og os. Børnene skal have uldundertøj på efterår og vinter (en god huskeregel er alle måneder med ‘r’ i). Der vil være mulighed for fællesindkøb via Helios.

Overtøj bør være vindtæt og rummeligt. En vandtæt flyverdragt samt regnbukser, der passer udover flyverdragten vil være ideelt. Hue, der går ned om halsen, løse vanter/luffer, regntøj, støvler og gummistøvler er naturligvis en nødvendighed. Vi har hat eller hue på sommer og vinter. Vi har ikke tørreskab, så medbring ekstra udetøj. Medbring også regntøj og gummistøvler om sommeren.

Tøj, der ikke tåler malepletter, græs, jord m.m., er uhensigtsmæssigt for aktive børn. Det er naturligt, at tøj og fodtøj vil bære præg af udendørs leg.

Et godt tip: Hvis det er nødvendigt i forbindelse med hjemtransporten, at barnets tøj er tørt, er det en god idé med et ekstra sæt. Husk navn i alt tøj og sko.

Orden i garderoben holdes af Jer forældre. I bedes rydde op efter jeres barn/børn hver dag. Sutsko, tegninger, tøj, sko og lignende stilles på plads. Der bliver ikke gjort rent i garderoben, hvis ikke der er ryddet op. I kurvene skal børnene have deres sommerhat, huer og vanter, strømper, underbukser, bluser, bukser, langærmede bluser, varm trøje, alt efter årstiden. Desuden skal der være regntøj i stor størrelse, jakke, sandaler, sko og gummistøvler. Overtøjet hænger på knagerne.

Det er uhensigtsmæssigt, at børn har supermandstøj, spiderman, barbie, edderkoppetøj eller andet af den slags på i børnehaven.
Det skal ikke være tøjet, der dominerer, hvem man er, men det centrale er, hvem barnet er.
Rudolf Steiner ville sige ”Vi skal hylde det indre – det åndelige/sjælelige, det som er uforgængeligt, det evige i mennesket, modsat alt det ydre, som er forgængeligt”. Og det er svært, når børnene er pyntet med idoler og glamour.

Kurve
Hvert barn låner en kurv af børnehaven til skiftetøj. Denne kurv kan med fordel tages med hjem med jævne mellemrum og i ferier inkl. alt barnets tøj og sko. Kurven skal, for at den ikke skal gå i stykker, bruses med vand og tørre af sig selv. Det holder den intakt. Det er vigtigt, at der altid er skiftetøj, da nogle børn har svært ved at låne tøj af børnehaven.

Lus
Hvis et barn har pådraget sig lus, skal barnet være i behandling, før det kommer i børnehaven. Forældre bør kæmme børnene hver onsdag og søndag som en fast rutine, for på den måde præventivt at holde lusene væk.

Legetøj
Det er i orden at have et sovedyr, men ikke legetøj med i børnehaven. Har man noget meget vigtigt (evt. en fødselsdagsgave dvs. ikke en daglig hændelse) man gerne vil vise de voksne i børnehaven, er det i orden, hvis mor eller far tager det med hjem igen efter fremvisningen om morgenen. Det er forældrenes ansvar, at legetøjet ikke kommer ind i børnehaven.

Børn og TV – kiggeri
Vi lægger vægt på, at børnenes TV-kiggeri minimeres og styres af de voksne. TV-kiggeri giver passive børn, og deres viljesudvikling hæmmes. TV er som sjælelig slik. Man suger alt til sig og bliver lynhurtig afhængig. Børnene frydes og behages uden at bidrage med noget som helst. Det er ikke kun indholdet, der kan forstyrre barnet, men også selve det, at de ikke bevæger sig, hæmmer den motoriske udvikling. Vi bestræber os på at skabe en god og rolig stemning, og vi mærker, hvordan TV-kiggeri modarbejder dette.

Agnete med heste Anne og Tikki anne Garderobe Hyldeblomster lene Lugejern Otto med heste rikke uge3